close
forest

Whitepaper:

Regenerativ Kaffedyrkning - Vejen til en mere ansvarlig kaffeproduktion

Kaffe er en fast del af hverdagen for millioner af mennesker, men bag den velkendte kop gemmer der sig en landbrugsproduktion under stort pres. Klimaforandringer, udpinte jorde og usikre vilkår for bønderne skaber stigende udfordringer for den globale kaffeproduktion. Samtidig er efterspørgslen højere end nogensinde, og det lægger et øget pres på både mennesker og miljø.

Adobestock 516592765
Kaffefarm med Monokultur
Udfordringerne med kaffen i din kop

Som de fleste forbrugere har mærket, er priserne på kaffe steget voldsomt gennem de sidste par 
år. Efterspørgslen er ganske enkelt vokset hurtigere end udbuddet, og det er problematisk. 
Kaffeproduktionen står, i dag, over for en række strukturelle udfordringer, der gør det vanskeligt 
at følge med uden at presse miljøet og mennesker der arbejder med kaffedyrkningen yderligere.

Konventionel kaffeproduktion er ofte baseret på store monokulturer, hvor der dyrkes én enkelt 
kaffetype på store arealer. Denne metode kræver typisk intensiv brug af pesticider og 
kunstgødning, hvilket udpiner jorden, medføre jorderosion og tab af biodiversitet. Jordens 
frugtbarhed forringes, og produktionen bliver derved sårbar over for sygdomme og 
klimaforandringer.

Klimaforandringerne gør vilkårene endnu mere ustabile. Højere temperaturer, uforudsigelige 
nedbørsmønstre og hyppigere ekstreme vejrfænomener påvirker både kvaliteten og udbyttet af 
kaffehøsten. Mange kaffebønder oplever i dag faldende udbytte og dårligere kaffekvalitet på 
grund af disse forandringer.

Kaffe er en af verdens mest handlede råvare. Det betyder at der i kaffens vej til forbrugerne er 
mange led. Typisk er det dem der har det største arbejde, der tjener mindst. Nemlig bønderne. De 
kæmper ofte med lave indtægter samtidig med, at de er meget afhængige af 
verdensmarkedspriserne på kaffe, der svinger kraftigt. Dette skaber økonomisk usikkerhed og 
begrænser bøndernes muligheder for at investere i mere bæredygtige dyrkningsmetoder.

Selv om certificeringer som økologi, Rainforest Alliance og Fairtrade har haft en positiv effekt på 
visse områder, adresserer disse ikke altid behovet for at genopbygge jordens sundhed eller 
naturens evne til at optage og binde Co2. 

Resultatet er, at kaffeindustrien står med et grundlæggende problem: stigende efterspørgsel 
møder en kaffeproduktion, der både miljømæssigt og socialt er under pres og ikke rustet til 
fremtidens udfordringer på en helhedsorienteret og bæredygtig måde.

tre mænd plukker kaffe
Fordele ved regenerativ kaffedyrkning

Regenerativ kaffedyrkning skaber værdi på den lange bane og på flere niveauer. Ideelt set vil den 
også på sigt bidrager til en mere stabil kaffeindustri.

Miljømæssige fordele
Metoden bidrager til Co2 optag i jorden, forbedret jordstruktur og opbygning af stærkere naturlige 
økosystemer (Frontiers in Sustainable Food Systems, 2021). Et case studie fra Peruvian Amazon (Frontiers in Plant Science, 2024) viser at kaffe dyrket under Inga træer, som skyggetræer binder omkring mere en 4 gange Co2 en kaffe der dyrkes konventionelt i monokulture uden skykketræer. Dette er godt for klimaet og det styrker naturens evne til at sikre en langsigtet kaffeproduktion.

Økonomiske fordele
Bønder der vælger at dyrke regenerativt, opnår ofte højere kaffekvalitet og kan dermed sælge deres kaffe til premiumpriser. Samtidig mindskes afhængigheden af dyre kemiske inputs, og de regenerative metoder sikrer bedre og mere stabile udbytter på den lange bane. Ifølge Boston Consulting Group (BCG) and the World Business Council for Sustainable Development’s (WBCSD) One Planet Business for Biodiversity (OP2B)s rapport fra 2023 ligger det langsigtede afkast fra regenerative metoder typisk 15–25 % højere end konventionelle metoder, efter en break-even periode på 3-5 år.

Sociale fordele
Regenerativ kaffeproduktion styrker lokalsamfund ved at skabe bedre og mere stabile indtægter for bønderne. Arbejdsmiljøet bliver sundere med færre kemikalier, og fødevaresikkerheden forbedres, når markerne dyrkes på en måde, der også understøtter andre afgrøder og en mere divers fødevareproduktion.

plukning af kaffe
Barrierer og udfordringer

Selvom regenerativ kaffedyrkning har stort potentiale, er der flere udfordringer, der hæmmer en bredere udbredelse af metoden:

Mangel på uddannelse og adgang til viden:
Mange bønder kender ikke til regenerative metoder og mangler støtte til at omstille produktionen.

Opstartsudgifter
Omlægning kræver investering i træplantning, jordforbedring og nye dyrkningsmetoder, som ikke alle bønder har råd til.

Manglende incitamenter:
Købere og forbrugere er ikke altid villige til at betale en merpris, der dækker omstillingsomkostningerne.

Endnu ikke nogen global standard:
Der findes endnu ikke en fælles certificering for regenerativ kaffe, hvilket skaber usikkerhed og gør det sværere at kommunikere værdien til markedet.

Søren og Patric i Kenya
Hvordan kan udfordringerne overvindes?

Selvom overgangen til regenerativ kaffedyrkning indebærer betydelige udfordringer, findes der også løsninger, som allerede har vist sig virkningsfulde – særligt når aktører i værdikæden arbejder sammen på tværs af sektorer:

Uddannelse og vidensdeling
Organisationer som TechnoServe, Rainforest Alliance og en lang række andre interesseorganisationer arbejder målrettet med træningsprogrammer, der giver bønderne praktisk viden om regenerative metoder. En lokal tilstedeværelse der kombinerer rådgivning med træning og vide kan man sikre at selv decentralt placerede producenter med begrænset adgang til information og uddannelse også får ny og opdateret viden. 

Finansiering og risikodeling
Et af de største behov er adgang til kapital. Her kan blended finance-modeller – hvor offentlige midler, fonde og private investorer arbejder sammen – bidrage til at dække opstartsudgifter. Digitale betalingsløsninger og fleksible lån, der tilpasses bøndernes sæsonmæssige økonomi, kan også gøre det lettere at komme i gang.

Skabelse af marked og incitamenter
Indkøbere og risterier kan spille en aktiv rolle ved at efterspørge og betale for regenerativt dyrket kaffe. Nogle virksomheder tilbyder allerede præmiepriser eller langtidskontrakter til farmere, der dokumenterer bæredygtige og regenerative fremskridt.

Certificering og standarder
Inden for kaffeproduktion findes der kun få certificerede regenerativt dyrkede farme på verdensplan, da standarderne stadig er nye og kræver omfattende dokumentation. Den mest anerkendte ordning er Regenerative Organic Certified® (ROC), som bygger oven på eksisterende økologiske krav og vurderer jordhelse, CO₂-binding og sociale forhold i dyrkningen. Selvom flere aktører i kaffeindustrien arbejder med regenerative principper, er det endnu kun et fåtal af kaffefarme, der officielt er certificerede efter ROC eller tilsvarende standarder.

Hæderlighed (2)
Hvad kan du som kaffedrikker gøre?

Som kaffedrikker har du mere indflydelse, end du måske tror. De valg, du træffer i supermarkedet, på jobbet eller på cafeen, er med til at forme fremtidens kaffeproduktion. Ved at støtte ansvarlige og regenerative løsninger er du med til at sikre bedre vilkår for både naturen og de mennesker, der dyrker kaffen.

Her er fire måder, du kan gøre en forskel:

Vælg kaffe der er certificeret af anerkendte organisationer
Green washing er udbredt i kaffens verden. Derfor kan det være svært at gennemskue om kaffen er dyrket ansvarligt. En måde kan være at vælge kaffe med anerkendte certificeringer som f.eks. økologi mæket, Fairtrade eller Rainforest Alliance – men gå gerne et skridt videre og vælg kaffe fra producenter, der arbejder aktivt med regenerative metoder og fortæller åbent om deres tilgang.

Spring fordyrende led i værdikæden over
Som forbruger kan du gøre en stor forskel ved at vælge kaffe, der handles så tæt på producenten som muligt. Når mellemleddene skæres ned, går en større del af betalingen direkte til kaffebønderne, som ellers ofte står uden reel forhandlingskraft i markedet. Ved at købe kaffe direkte fra risterier, der arbejder tæt sammen med farmene, sikrer du, at pengene i højere grad støtter dem, der dyrker kaffen. Det giver bønderne bedre indtjening, mere stabil økonomi og mulighed for at investere i bæredygtige metoder.

Betal det, kaffen er værd
Kvalitet og ansvarlighed koster. Ansvarlig kaffeproduktion starter ikke i marken, men med den pris, vi som forbrugere er villige til at betale. Uden en fair betaling har bønderne hverken mulighed for at investere i bæredygtige metoder, beskytte jordens sundhed eller skabe en grøn omstilling, der kan sikre kaffeproduktionen for fremtidige generationer.

Støt gennemsigtige kaffebrands
Vælg risterier og producenter, der åbent fortæller, hvor deres kaffe kommer fra, og hvordan den er dyrket. De virksomheder, der tør vise hele rejsen fra bønne til kop, er ofte også dem, der tager ansvar.

Mette plukker kaffebønner fra et kaffetræ
Vores ansvar i kaffens værdikæde

Hos Bentax er kaffe ikke bare en drik – det er en passion og et ansvar. Som leverandør af kaffeløsninger til danske virksomheder følger vi nøje med i udviklingen inden for bæredygtig og regenerativ kaffeproduktion.

Selvom vi ikke selv dyrker kaffe, er vi en del af den globale værdikæde. Vi ser det derfor som vores opgave at formidle viden og skabe opmærksomhed om de løsninger, der kan sikre både kaffens fremtid og bedre vilkår for de millioner af bønder, der dyrker bønnerne til hver eneste kop.

Vi samarbejder dagligt med farme og kooperativer og leverandører, der arbejder med ansvarlig kaffeproduktion – og vi ønsker løbende at fremme tiltag, der understøtter bedre jordbrug, biodiversitet og klima.

Regenerativ kaffe er ikke en hurtig løsning – men det er et stærkt skridt i retning af en mere robust og retfærdig kaffeindustri. Vi håber, at denne indsigt kan være med til at inspirere både kunder, partnere og kaffeentusiaster til at tænke mere bevidst om, hvad der er i koppen.

Forfatter: 
Mette Kaarsberg, Kaffespecialist.
1. august 2025
arrow_upward_alt