Som kaffedrikker har du mere indflydelse, end du måske tror. De valg, du træffer i supermarkedet, på jobbet eller på cafeen, er med til at forme fremtidens kaffeproduktion. Ved at støtte ansvarlige og regenerative løsninger er du med til at sikre bedre vilkår for både naturen og de mennesker, der dyrker kaffen.
Her er fire måder, du kan gøre en forskel:
Vælg kaffe der er certificeret af anerkendte organisationer
Green washing er udbredt i kaffens verden. Derfor kan det være svært at gennemskue om kaffen er dyrket ansvarligt. En måde kan være at vælge kaffe med anerkendte certificeringer som f.eks. økologi mæket, Fairtrade eller Rainforest Alliance – men gå gerne et skridt videre og vælg kaffe fra producenter, der arbejder aktivt med regenerative metoder og fortæller åbent om deres tilgang.
Spring fordyrende led i værdikæden over
Som forbruger kan du gøre en stor forskel ved at vælge kaffe, der handles så tæt på producenten som muligt. Når mellemleddene skæres ned, går en større del af betalingen direkte til kaffebønderne, som ellers ofte står uden reel forhandlingskraft i markedet. Ved at købe kaffe direkte fra risterier, der arbejder tæt sammen med farmene, sikrer du, at pengene i højere grad støtter dem, der dyrker kaffen. Det giver bønderne bedre indtjening, mere stabil økonomi og mulighed for at investere i bæredygtige metoder.
Betal det, kaffen er værd
Kvalitet og ansvarlighed koster. Ansvarlig kaffeproduktion starter ikke i marken, men med den pris, vi som forbrugere er villige til at betale. Uden en fair betaling har bønderne hverken mulighed for at investere i bæredygtige metoder, beskytte jordens sundhed eller skabe en grøn omstilling, der kan sikre kaffeproduktionen for fremtidige generationer.
Støt gennemsigtige kaffebrands
Vælg risterier og producenter, der åbent fortæller, hvor deres kaffe kommer fra, og hvordan den er dyrket. De virksomheder, der tør vise hele rejsen fra bønne til kop, er ofte også dem, der tager ansvar.